Du er her:  Om Klubben > MG modeller > Midget

Midget

Maj 1958. 
Austin Healey Sprite "frøøje" kom til verden.

Det var en lille charmerende sag med mekanik fra Austin A35 og Morris Minor. Dens 948 ccm motor, gearkasse samt differentiale er ens med A35 og Minor. Forhjulsophæng og bagaksel er taget fra A35 og bremser og tandstang er fra Minor. Frøøjen ændrede sig ikke meget fra dens fødsel i 1958, til den i 1961 blev afløst af Sprite Mk 2. Dog er de allerførste med en anden forrude og ramme, som kalechen knappes på, i stedet for den senere med skinnen, som man klemmer ind i en fals mellem rammen og rudegummi.
Disse tidlige modeller havde også en lidt mere "svag" karosse, da vangen om de bagerste hjulkasser kun var et par skråstivere. Ophænget til bagerste støddæmpere og føringsarmene til bagakslen var mere simpelt, desuden var der kun en plade i hver side med det trekantede hul mellem forhjulet og motoren. Det er dog kun de første ca. 3800, der er lavet på den måde. Chancen for at støde på sådan er meget lille, men de findes!

Sprite Mk 2. 
Karossen moderniseres en hel del, den får ny for- og bagende. Men i virkeligheden er det kun de udvendige skærme, der er ændret, d.v.s. bunden af bilen er stort set uændret, men motoren får 4hk. mere.

Juni. 1961. 
Midget Mk 1. 
Det er en Sprite Mk 2 med et meget flottere kølergitter + en krom liste på siderne og motorhjælmen. Og det allervigtigste: MG emblemer.

Oktober 1962. 
Der kommer skivebremser på forhjulene og 1100 ccm. motor med 56 HK. Sæder og trim bliver lidt kraftigere polstret. Disse kaldes også Mk 1.

Marts 1964. 
Midget Mk 2. 
Nu sker der en del ændringer. Der kommer døre med rullevinduer og udvendige dørhåndtag. Instrumentbord ændrer facon og lakeres med sort rynkelak. Forrude og ramme får den endelige facon, men kalechen er stadig til at pakke væk i bagagerummet. De korte elliptiske bagfjedre erstattes med de blødere og mere stabile elliptiske. Motoren får en kraftigere krumtap og yder nu 59 HK. Det er nu også muligt at få trådhjul ab fabrik.

Oktober 1966. 
Midget Mk 3. 
1275 ccm motor med 65 hk. Karossen ændres, så kabinen bliver større bagtil, og kalechen kan foldes sammen uden at skulle pakkes ned i bagagerummet. Kobling / bremse hovedcylinder skiftes til to enkelte i stedet for den dobbelte.

Januar 1972. 
Der er ikke sket meget siden 1966, udover småting som lister, gitter, kofangere og lign. Men nu ændres bagskærmene til R.W.A. typen (runde bagskærmskanter). Det er flot, men der er ikke solgt mange af dem herhjemme.

Oktober 1974. 
Nu lakker det mod enden. 1500 ccm Triumph motor. Gummikofanger indføres, og bagskærme ændres til den gamle firkantede type på grund af USA krav til kollisionssikkerhed.

November 1979. 
Sidste Midget kører af båndet.

NB. Dette er kun en meget grov gennemgang af MG Midgets historie.

Der er skrevet mange bøger om disse skønne biler. Så vil du vide mere, så forhør dig i klubshoppen, der er helt sikkert noget, der kan bruges. 
Du er også meget velkommen til at ringe til forfatteren af disse ord klubbens MG Midget ekspert.

Kontaktinformationer findes under "Kontaktpersoner/MG eksperter/Midget".

KØB, SALG & BYT

Udvalgte annoncer, se alle under KØB & SALG:

Sælges: Triumph værksyedsmanualer
Sælges: Lucas starter
Købes: Topstykke
Sælges: MG MIDGET MRK III
Vis alle annoncer